H.C. Andersens gåde

Af Bo Elbrønd-Bek

I den litteraturhistoriske tradition er H.C. Andersen (1805-75) blevet beskrevet som en sfinksagtig gåde, hvilket er i overensstemmelse med hans selvopfattelse.En psykoanalytisk inspireret fortolkning af "Prindsessen paa Ærten" (1835) danner omdrejnings- og udgangspunkt for en nytolkning af forfatterpersonligheden, der manifesterer sig i centrale eventyr og historier. Denne tolkning bidrager til gådens løsning, hvilket samtidig former sig som et kritisk opgør med de mange fejllæsninger, som den litteraturkritiske tradition har afsat. Det idealistisk-kristelige livssyn, der f.eks. kommer til udtryk i "Den lille Havfrue" (1837), og det sekulært-nihilistiske, der får sit ironiske udtryk i "Loppen og Professoren" (1872), udgør tilsammen det spændingsfelt, som bliver gestaltet i forfatterskabet.Ligesom karnevalsfester med deres omvæltende utopi latterliggør den officielle kultur, gør H. C. Andersen også grin med den officielle ideologi i form af den optimistiske dualisme, hvorved han undgår at ophæve det absurde i menneske- og samfundslivet i forskønnede fantasier. Det er de menneskelige og samfundsmæssige konflikter, som H. C. Andersen til stadighed henter næring fra, og hvis dette spændingsfelt forsvandt, ville selve hans egenart som digter og menneske forsvinde.