I sansningens enhed

Af Henrik Boëtius

I Goethes anskuelse kan vi ikke være passive vidner til en rent objektiv verden. Derimod må det, vi umiddelbart oplever som indre og ydre, smelte sammen i indtrykket af verden. Det er i den gensidige afhængighed mellem det indre og det ydre, at fænomenerne viser sig. For Goethe er adskillelsen kun tilsyneladende, og sammensmeltningen i indtrykket af verden er fænomenernes domæne. Goethe udtrykker det blandt andet sådan: »Men for mennesket er synet af urfænomenet sædvanligvis ikke nok, de tænker, at der må være mere end det, og de er ligesom børn, der efter at have set ind i et spejl straks må vende det om for at se, hvad der er på den anden side«. Forlader vi indtrykket af det, vi undersøger, forlader vi også fænomenets domæne og træder ud af sansningens enhed.